15- og 16-årige drenge og piger. 1. marts. Og ét kryds.

De tre ting kombineret er en vigtig cocktail. Det er her, elever i 9. og 10. klasse skal søge om optagelse på den uddannelse, som de allerhelst vil møde op til første skoledag efter sommerferien. Valget er de unges. For mange er det ikke et let valg. Det forstår jeg godt.

De unge får gode råd af kammerater, familie, lærere og vejledere. Og vi ved, at mors holdning spiller den største rolle i de unges uddannelsesvalg. Det lader desværre til, at vi i længere tid har været præget af uddannelsessnobberi, når det gælder valget af ungdomsuddannelse. At det ene uddannelsesvalg ikke skulle være lige så meget værd som det andet.
Det skal vi gøre op med. De unge skal have et reelt valg, og her bør mangel på viden ikke være tungen på vægtskålen.

De unges uddannelsesvalg bliver ikke nødvendigvis lettere af den måde, folkeskolen er skruet sammen på. Det praksisfaglige indhold i udskolingen fylder forsvindende lidt, mens det boglige indhold fylder godt op i skoleskemaet. Det ene behøver ikke udelukke det andet, men i praksis er det, hvad der er sket.

Den udvikling skal vi ændre. Flere tiltag – blandt andet åben skole, samarbejde med virksomheder og erhvervsskoler og praksisfaglig uddannelsesparathedsvurdering, som blev førstebehandlet i Folketingssalen i sidste uge – er allerede sat i søen. Det er vigtige skridt, men en enig kreds af partier i Folketinget mener, der skal være endnu mere plads i folkeskolen til praksisfaglige armbevægelser. Det er så godt!

Derfor har jeg netop indledt drøftelser med folkeskoleforligskredsen om, hvordan vi kan styrke praksisfagligheden i folkeskolen i almindelighed og i udskolingen i særdeleshed.
Mere praksisfaglighed skal åbne de unges øjne for mulighederne med en erhvervsuddannelse. Alt for mange undervurderer erhvervsuddannelserne og det at kunne et fag. Men konstruktion, teknik, service og materialer kan tænde drømme – også for de bogligt stærke elever.

I forligskredsen har vi endnu ikke lagt os fast på konkrete løsninger, men vi ser blandt andet på udbuddet af praktiske valgfag på skolerne i udskolingen. Jeg tror også, at vi kan lære noget af de kommuner, der har forsøgt sig med erhvervsrettede udskolingslinjer, og at vi bør se på placeringen af de praktisk/musiske fag igennem skoletiden.

Der findes i alt cirka 100 forskellige erhvervsuddannelser. De har vidt forskellig fokus på alt fra service og relationer til patienter, kunder eller dyr til konstruktioner af beton, træ og plast.

Folkeskolen kan og skal ikke dække dem alle. Men vi skal sikre, at uddannelsesvalget bliver mere lige. Det kræver, at praksisfagligheden kommer til at udgøre en mere central del af folkeskolen. Når krydset skal sættes, skal de unge kunne tage et bevidst valg og dermed også et bevidst fravalg.

Men man må også give gymnasierne et stort klap på skulderen for at skabe et ungemiljø, som eleverne i 9. og 10. klasse finder attraktivt. Musicals, studieture, lancier, julebal, og hvad de tre år på gymnasiet ellers byder på af sociale aktiviteter, vil være tiltalende for langt de fleste.

Nogle erhvervsskoler er ved at komme godt efter det, men langt flere skal have øjnene op for, hvad et spændende ungemiljø betyder.

Mens de unge, der krydser af ud for en gymnasial uddannelse, lægger sig fast på at skulle læse videre, kan en erhvervsuddannelse være trædesten til mange forskellige fremtidsveje. Undervejs i uddannelsen er der mulighed for praktik i ind- og udland med god løn, hvor man kan teste sig selv og sine evner af fra første dag hos mester.

Og med et svendebrev kan et godt betalt job vente forude, eller man kan læse videre – måske som arkitekt eller ingeniør. Nogle vælger også at starte egen virksomhed. Hvis erhvervsuddannelse kombineres med en eux, vil endnu flere døre til videre uddannelse åbne sig.

Ud over deres evner og fremtidsdrømme er det de muligheder, de unge skal have i baghovedet, sammen med de erfaringer, som de har fået af at prøve kræfter med praksisfaglige opgaver, når de sætter deres kryds til marts.